og man vender sit øje til
om natten er pupillen et sort hul
der vender vrangen ud af sig selv
omslutter sig med sit camera obscuras indre vægge
krænger sit glaslegeme ud gennem et nålehul i strålelegemet
en gelatinøs atmosfære om nethinden
hvorpå Macula lutea stiger op
som en gul betændt sol

Gennem periskopet kigger kampvognsfører ud med night vision og ser en håndfuld flygtninge komme gående ad en af de mange menneskeveksler, som over en tiårig periode er blevet trådt op gennem Jylland. Ingen grund til at vække nogen længere oppe i hierarkiet, så der bliver givet besked til at åbne ild øjeblikkeligt. Få sekunder senere larmer det ikke længere, og der går heller ikke længere nogen flygtninge. Nu er der slet ikke nogen flygtninge. Her. Længere. Længere er den ikke. Ikke? Natten blev omdannet til lys i et kort sekund, lys som en ondartet synaptisk slutning: Hvis man har sagt a, må man også sige dehumanisering! Fra toppen af Himmelbjerget lignede det en glitch i skoven som resultat af en forældet algoritme, som om vesten endnu inderst inde kørte på koder fra forgangne epoker og sunkne sekler.

Hvad siger de lænkede på bunden af hulelignelsen og strudsen med sit hoved i sandet om den vestlige tradition? At man ikke kan tænke under jorden. Sindet er en blomst, der vrider sig nastisk mod solen, ud af træernes overhæng.

Når du skal udenfor, skærmer du instinktivt dine øjne med højre hånd. Hver eneste gyde har en vagt med morgenstjerne i den venstre. Solen går aldrig ned over lysets imperium. Det er ikke til at bære.

Hvis du en dag finder dig selv boende i et palads, kan du blive nødt til at male loftet over med himmel, som en form for besværgelse eller troskabsed.

Tænkning er lys og lighedstegnet mellem dem er en underjordisk passage, et ormehul der gør forskellene mellem os til skamme, ligesom lyset og dets 299,792,458 meter i sekundet får universet til at rødme.

Vi gør holdt, hviler i passagen.

Vi stirrer ind i det døde træ og hallucinerer. Kan Vesten mon køre DOOM? I den tid det tager at gøre tanken til ende, er jeg dig og omvendt. Bagefter banker vi vandrør og deler erfaring. Det føles som at blande blod. Ved middagstid kravler skyggerne op i træerne igen

og The Washington Post siger
the truth dies in darkness
vi ser og forhøjer vores indsats
under stress kan sandheden
overvintre i den mørke muld
tættere ved jordens kerne

nænsomt hvisker træerne deres kritik
ud i den lysning i skoven, som er deres plenum
en brusende larm som af stemmer i panik
bader det endnu tempererede landskab i sus

Næste gang man finder noget i jorden af virkelig værdi vil det ikke være horn af guld eller mumificerede teens, men derimod Mycelium og, kære finder, på forhånd undskyld. Der gives ingen dusør. Mycelium er ikke danefæ, vil aldrig blive udstillet i glasmontre på selv det mest velmenende museum.

Vi findes ikke, eller rettere: Vi vil ikke findes og når vi gør, er det som kollektivets skjulte liv, skizofren omsætning, kannibalistisk stofskifte, modoplysning, sort magi og heksering.

Mycelium som modoplysning hvilket ikke vil sige lysets negation men et hvidt hul, signalet for en anden tidslighed. Sorte huller er rumtidens tålmodige åbninger mens de hvide udmattes efter at have udspyet universet på et planck sekund